TESTAMENTE FOR GIFTE MED FÆLLESBØRN
Selvom I er gift, bør I stadig overveje at sikre hinanden ved et testamente for at stille hinanden bedst muligt arvemæssigt. I kan bl.a. overveje den mulighed at nedskrive børnenes arv til mindst muligt, ligesom I allerede i forbindelse med oprettelse af et testamente kan gøre jer overvejelser om muligheden for at sidde i uskiftet bo som længstlevende.
Længstlevende har som udgangspunkt ret til at sidde i uskiftet bo med fællesbørn og dermed udskyde udbetalingen af børnenes arv, men hvis længstlevende fx ønsker at indgå nyt ægteskab, skal boet skiftes.
Derfor kan det være en fordel at oprette et testamente, hvor længstlevende arver mest muligt, og dermed ikke nødvendigvis er afhængig af at blive siddende i uskiftet bo. Længstlevende kan nemlig med et testamente beholde helt op til 93,75 % af jeres fælles formue.
Hvis I er gift og har fællesbørn, har I desuden mulighed for at sikre, at arven til børnene kommer til at tilhøre dem som særeje, for at undgå at arven skal deles med svigerbørnene i tilfælde af separation og skilsmisse.
Man har også mulighed for at begunstige nogle af ens børn frem for andre og således skære barnets/børnenes arv ned til tvangsarven.